Igen bruger jeg ”nemme kartofler”… altså kartofler der bare skal skylles og kigges efter.
Rødbeden… den havde jeg fra frost. I efteråret var vi ved at drukne i rødbeder, så de blev skrællede, skåret i mindre stykker og kom direkte i fryseren. Man kan selvfølgelig også bruge andre (og ”friske”) rodfrugter.
Kartofler og rødbeder kommes i en pose. Olie, en anelse salt og hvidløg kommes ved. Her kan man vælge at bruge hele fed hvidløg… eller pulver-hvidløg. Mængden… den er smag og behag. Blandingen hældes ud i et smurt ovnfast fad.
Ovnen sættes på 200 grader.
Sværen skæres fra baconstykket… og der skæres nu på kryds og tværs i det resterende fedtlag. Pas på du ikke kommer for langt ned i kødet. Smør først baconstegen med et pænt lag sennep. Dernæst smørres brun farin på.
Baconstegen lægges sammen med kartofler og rødbede i fadet… og sættes i ovnen i ca. 1 time.