Vi kender de allesammen! Gæsterne blev inviteret for længe siden, dengang hvor der var god tid til at finde på menuen, hvor alle ideerne syntes super nemme og lige til! Nu er tiden gået, gæster kommer om et par dage og intet er klar, indkøbt eller planlagt – Nu er gode råd dyre og tiden er knap. Og så der er jo også lige det der møde på arbejdet, inden du kan komme i køkkenet og komme igang.
Jeg vil give dig 3 simple råd, der hjælper dig med, at planlægge dig ud af stress og pludselig tidsmangel.
Lad os starte med at skrue tiden tilbage!
Det lyder måske overdrevet, når jeg påstår, at du allerede skal starte med at planlægge dit selskab, når du lige har inviteret gæsterne. Måske kom det bare som en spontant tanke, da i sad og hyggede med et par øl og stemningen lige blev til en middagsaftale om 14 dage. Ikke desto mindre er det jo alligevel det der sker i baghoved, uden du måske tænker over det, så hvorfor ikke bare komme igang og udnytte tiden til at undgå stresset.
Følg disse råd og gør det let for dig selv.
Vær realistisk!
Tænk over hvad dine gæster forventer? Skal det være den helt store omgang eller skal det blot være god mad med et par bajere til?
Overvej også dine egne evner! Kan du leve op til forventninger om 6 retter med vinmenu? Hvis ikke er det nok bedre at sætte barren lidt lavere.
Husk tiden!
Har du tid til alt det du gerne vil? Børn, lange arbejdsdage, fritidsaktiviteter ect. Der er så mange ting i hverdagen, der tager vores tid og energi. Det tager tid i køkkenet at imponere vennerne, den tid går fra andre steder, så vær opmærksom på, at du har tiden!
Tænk på økonomien!
Hvor meget vil du ofre? Intet er gratis her i livet. Heller ikke mad. Men der findes muligheder i alle prisklasser. Vælg om du skal være vært med “fine dining” eller “simple cookien”.
3 retter uden stress.
Når vi inviterer gæster handler det om samvær og hygge. Det er dig der kender dine gæster. Du ved hvad de forventer og godt kan lide.
Lig arbejdet i forberedelsen, så går det nemt og stressfrit
Jeg vil her give dig mit bud på en menu, der er nem at forberede og let i eksekveringen.
Jeg kan godt lide at lave mad og bruge tid i køkkenet. Jeg vil også gerne holde mine udgifter lidt nede, så jeg bruger sjældent dyre råvarer. Det er også mit udgangspunkt i denne 3 retters menu, som samtidigt nemt kan udvides til mange flere retter, hvis du har mod på det.
Forret:
Kold dampet Fisk med salater og dressing
Når du vælger din forret skal du huske på, at din hovedret sandsynligvis kræver mest opmærksomhed, så vælg et ret der kan forberedes 100% inden gæsterne kommer.
Den dampede fisk kunne f.eks være laks i portionsstykker. Damp fisken allerede om eftermiddagen og stil den på køl. Salater skylles og plukkes ligeledes og dressing røres sammen.
En time før gæsterne ankommer, kan du anrette tallerknerne eller på fad og igen stille det på køl. Så er det klar til at servere og du skal ikke tænke mere på den del.
Hovedret:
Svinemørbrad sous vide – ristet hasselnødder – Kartoffelpure – Gulerødder og Hvidløg
Når jeg vælger sous vide i min hovedret, skyldes det at det er nemt at styre og giver frie hænder til tilbehøret. Læs mere om sous vide.
Kødet ordnes og vakuumpakkes. Det kan du roligt gøre i god tid, allerede om morgenen eller aftenen før, så er det af vejen. Ca 3 timer inden du regner med at servere hovedretten ligger du så kødet i sous viden og herfra passer den næsten sig selv, til den skal serveres.
Nødderne hakkes og ristes. – det kan du også gøre i god tid inden det skal bruges. Samtidigt kan du jo lige så godt bruge tiden til, at snitte gulerødder og pille hvidløgsfed. Kom gulerodsternene i koldt vand, hvidløgsfed i en bøtte og stil det i køleskabet til du skal bruge det.
Lav så kartoffelpure´en. Jeg ville lave den således, at den kun mangler lidt kærlighed med et væld af smør. En pure som denne, kan tage en masse smør, det er helt vildt lækkert og gør også sauce overflødig. Syntes du der skal sauce til, gør du selvfølgelig bare det – der er jo tid til det 🙂
Når det er ved at være tid til hovedretten, starter du med at varme kartoffelpure´en op, det kræver lidt omhyggelig opmærksomhed. Dog ikke mere end, at du samtidigt godt kan sautere gulerodstern og hvidløgsfed stille og roligt på panden.
Når tilbehøret er klar, tager du kødet op af vandbadet og ud af vakumposen. Giv det en stegeskorpe på en varm pande og vend det så i de ristede nødder.
Nu kan du anrette på tallerkner og servere – ingen stress ved det!
Dessert:
Denne dessert er både dejlig nem at lave og dejlig i smagen.
Æbler er altid til at få og smager bare godt.
Lav gerne æblekompotten dagen før og gem den i køleskabet i en skål eller sprøjtepose.
Cremen rører jeg sammen på dagen. Det tager ikke lang tid, så det bliver i løbet af eftermiddagen, som noget af det sidste og så på køl.
Gør de andre elementer klar på et lille fad, så det er lige ved hånden når du skal bruge det.
Hjælp hinanden med at rydde bordet efter hovedretten. Anret så desserten i portionsskåle og glæd dine gæster med en frisk og lækker dessert.
Har du mod på mere?
Du kan du altid udfordre dig selv mere. Sæt niveauet lidt op eller tilføj flere retter, hvis du magter det.
Husk blot på, at dine gæster gerne vil se dig ved bordet. Du er ikke ligeså godt selskab for din gæster, hvis du er for fraværende ude i køkkenet.
Så sørg for at du kan være tilstede både bag gryderne og hos vennerne. Det kan du kun med det rette menuvalg.
Opskrifter på forret og hovedret er på vej 🙂
Jacob Heckmann
Ingen kommentarer - Du kan blive den første til at lægge en smagfuld kommentar!
Du skal være logget ind for at lægge en kommentar.