I udkanten af en større by ligger en lille familiejet restaurant, hvor manden er tjener og konen er kok. En dag har de en ny gæst i restauranten, og manden går straks derover med et menukort. Gæsten reagerer ikke på, at menukortet lægges foran ham og manden spørger derfor: ”Kunne du ikke tænke dig at se menuen, hr?”.
”Ah, jeg er blind, min gode mand, og kan ikke læse menukortet. Men kan du ikke hente mig en brugt gaffel fra en anden gæst i restauranten, som jeg kan lugte til?”.
Manden studser over kommentaren, men gør som han har fået besked på. Gæsten dufter til gaflen og udbryder: ”Frikadeller og kartoffelmos! Lækkert. Det tager jeg også.” Restaurantejeren går forbavset ud i køkkenet til sin kone og fortæller, hvad der er sket. De trækker begge på skuldrene, konen forbereder maden, og manden serverer det til den blinde gæst, som spiser i stilhed og forlader restauranten.
Ugen efter er den blinde gæst tilbage, og manden spørger ham i spøg, om han blot vil have en brugt gaffel igen. Det vil den blinde gæst gerne, og restaurantejeren klør sig i panden, men henter en beskidt gaffel.
”Uhm, hvor lækkert. Spaghetti bolognese. Det vil jeg gerne bestille, tak”. Nu tror restaurantejeren for alvor, at gæsten gør nar ad ham, og efter gæsten er gået beslutter han sig for at teste ham, hvis han dukker op igen.
Der går nogle dage, men så dukker den blinde mand op igen. Ejeren af restauranten skynder sig ud i køkkenet til sin kone med en ren gaffel og siger: ”Anne-Marie, kan du ikke lige gnide denne her op og ned ad dit inderlår?”. Hans kone ser skeptisk på ham, men gør som han siger. Så småløber restaurantejeren ud i restauranten igen, smågrinende for sig selv, og siger til den blinde gæst: ”God aften, min gode mand. Jeg har allerede en gaffel klar til dig i dag, hvis du vil dufte til den og beslutte dig for din aftensmad?”
”Det lyder godt”, siger den blinde mand, og ejeren af restauranten rækker ham gaflen, mens han prøver at undertrykke en latter. ”Milde makroner, jeg vidste ikke, at Anne-Marie arbejdede her!”.
